Lykkes jagt på lykken
Alle har brug for honningdepoter, mener prorektor og EU-ekspert Lykke Friis. Selv finder hun dem, når hun står i Kastrup Lufthavn på vej på nye eventyr, eller når hun et par gange om ugen følger sin lidenskab, fodbold, på fjernsynet hjemme i stuen
Af Vivian A. Voldgaard
Cafeerne ligger tæt omkring Københavns Universitet i Nørregade. Et heldigt faktum for prorektor Lykke Friis, der har så tætpakket en kalender, at der ikke er tid til unødig transport. De 20 skridt fra den ene side af gaden til den anden er til at overse, og så gør det jo altid godt med en skummende café latte midt på formiddagen.
Med energi i slipstrømmen træder hun ind på cafeen og hilser med de smilende øjne, vi kender hende for på tv. Hun tiltrækker sig opmærksomhed, men det er okay, siger hun. Det har hun vænnet sig til. Faktisk tager hun det som et stort cadeau, når en medpassager i bussen tager sig mod til og beder hende uddybe det, de har hørt hende tale flammende om i Go’ Morgen Danmark - eller i Deadline.
“Det er virkelig stort for mig, når det sker. Det der driver mig, er ikke nødvendigvis den tunge forskning. Det største kompliment er, at jeg kan få almindelige mennesker til at interessere sig for noget, de tidligere fandt yderst uinteressant,” siger hun.
40-årige Lykke Friis er retoriker af guds nåde. Legende let forklarer hun komplicerede, internationale politiske sammenhænge, så det for os alle bliver ligeså indlysende forståeligt som at læse en opskrift på millionbøf. Men der ligger hårdt arbejde bag, indrømmer hun.
“For mig er det fuldstændig lige vigtigt, om jeg taler til folk, der ser morgenfjernsyn eller til eksperter på en international konference. Jeg skal have budskabet ud på en måde, der rammer målgruppen, og derfor har jeg altid arbejdet meget med mine metaforer og mine forklaringer.”
I sit tidligere job havde hun samlet et team af medarbejdere omkring sig, som blandt andet havde til opgave at gribe gode vendinger i luften, så den komplicerede verden kunne forklares på en mere spiselig måde. For nok har Lykke Friis en indre synonymordbog, der er Politikens Forlag værdig. Men derfor skader det jo aldrig med lidt forfriskende nyt.
Det skal gøre lidt ondt
Jagten på nyt ligger i centralnervesystemet hos Lykke Friis. Så meget, at hun - når hun opdager, at hun igen står på rigeligt dybt vand - bander sig selv langt væk over at være den evige udviklingsjunkie, som hun ynder at kalde sig selv.
“Det er dejlig let at blive ved med at gøre, som man plejer. Men jeg er utålmodig af natur, og jeg ved, at jeg går kold på det på et tidspunkt. Så pludselig har jeg kastet mig over et eller andet helt anderledes, og så tager jeg mig selv i at stå der og tænke: Nu gjorde du det igen. Hvorfor skal du gøre livet så besværlig for dig selv. Men med min fornuft ved jeg jo godt, at det er udfordringer, vi alle sammen vokser af, og jeg har efterhånden lært at leve med det kaos, der følger med, når man for eksempel begynder på et nyt job,” siger hun.
Selv tror hun, at det med at søge udfordringer, er noget, hun lærte hjemme i Gentofte. Hvor hendes danske far bakkede op om hendes talenter og opfordrede hende til at kaste sig over statskundskabsstudiet i en alder af kun 17 år. Og hvor hendes tyske mor var den trygge base, der altid var der, og som alligevel fik de tyske ordnung-muss-sein-gener til at træde forholdsvist tydeligt frem.
“Jeg har nok lært hjemmefra, at hvis man står overfor et mål, er man også forpligtet til at prøve at score. Man kan ikke forvente at vinde hver gang, og sommetider gør livet også lidt ondt. Men man kan i det mindste prøve. Min far brugte altid det tyske ordsprog: “de andre koger også kun med vand”. Det var en måde at sige på, at de andre jo også er helt almindelige mennesker, og så er det måske ikke så farligt at kaste sig ud i udfordringerne,” fortæller hun.
At gå efter guldet ligger altså i generne, og allerede som barn, slap hun dem gladeligt løs. Dengang var det på fodboldbanen. Som centerforward piskede hun rundt, tænkte strategisk og elskede holdånden over alt på jorden. Havde det ikke været for det hul i jorden, der i 1989 udløste et flosset korsbånd, vil hun ikke afvise, at hun i dag havde gjort sig bemærket i den professionelle fodboldliga for kvinder.
Nødtvunget måtte hun tage sin plads på sidelinien i brug. Men Lykke Friis er ikke nogen surmuler, så hun tog det gode fra sportens verden med sig på sin videre rejse, og i dag er hun i stedet verdensberømt for sin evne til at bruge fodboldens spilleregler som forklarende metaforer, når talen falder på det komplekse Europa.
“Jeg forsøger også at krydre mine foredrag og taler med andet end fodbold, for folk skal jo ikke tro, at jeg ikke kan andet. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også nyder at namedroppe lidt fra fodboldens verden. Specielt når jeg er sammen med mænd. Det er en måde at signalere på, at mig kan I ikke rende om hjørner med,” indrømmer hun grinende.
Privat kok
For de der stadig ikke har opdaget det, er Lykke Friis lidt af en landsforræder. For hun holder ikke med Danmark. I de store turneringer er det Tyskland, der får hendes stemme, og på sæsonplan går hun kun nødtvunget glip af en kamp med Bayern München på den ene banehalvdel. Hun spår indeværende sæson til at blive en mellemsæson, for klubben har lige solgt en af de bedste spillere. Alligevel sidder hun hver uge klistret til skærmen hjemme i lejligheden på Frederiksberg, når favoritterne løber på banen.
Sekretærerne på universitetet har plottet kampplanerne ind i kalenderen, og kun møder eller konferencer som ikke kan lægges på andre tidspunkter, kan udkonkurrere Oliver Kahn og co.
Fodboldinteressen er et honningdepot for den travle Lykke Friis. Et frirum, hvor hun suger næring og nektar til sig i stedet for at øse af depoterne.
“Alle mennesker bør have deres honningdepoter, for ellers brænder man ud. Jeg har per definition svært ved at sige nej, fordi jeg enormt entusiastisk. Men jeg bliver også nødt til at lade op, og det gør jeg blandt andet, når jeg ser fodbold.”
Ægtefællen Peter, der er selvstændig konsulent, er ikke så stor en fodboldnørd som Lykke. Til gengæld bruger han gerne kamptiden i køkkenet, for det kan han for fruens skyld godt få lov at have for sig selv. For at sikre sig indflydelse på menuen, har hun dog foræret ham et sushi-kursus.
“Han blev faktisk glad for gaven. Sushi er min livret, og jeg spiser det helst to gange om ugen. Og nu får jeg det jo også hjemmelavet; det er virkelig luksus,” erklærer hun.
Prorektorens navn optræder også i VL gruppe 68 - inspireret af årgangen. I øvrigt sammen med både justitsministerens og chefen for frømandskorpset. Det er givende at have en professionel kreds, man kan vende problemstillinger med, siger hun.
Men et rigtigt honningdepot er medlemskabet ikke. Det er til gengæld rejserne. Når hun står med den pakkede kuffert i Kastrup Lufthavn. Klar til at indtage endnu et spændende rejsemål sammen med sin bedre halvdel. Sommerferien gik til Bukarest i år, men hele den region er så spækket med internationale strømninger og spændende vibrationer, mener hun, at turen ofte går østover . Dog står det uden for enhver tvivl, at Berlin er favoritten.
“Jeg kunne godt overveje at bo i Berlin. Meget godt endda. Det er der, det nye Europa vokser sammen, og alt fra kultur til arkitektur blomstrer i fuldt flor. Samtidig er der respekten for den gamle historie, og det fascinerer mig.”
Tysk tryghed
Der er også gode shoppingmuligheder i Berlin. Ikke at Lykke Friis definerer sig som en shopper. Det skulle da lige være på bogområdet. Og så måske indenfor jakker. Gemalen vil formentlig hævde, mener hun, at hun har nok af dem i klædeskabet. Men man er vel kvinde, så hvorfor skulle man ikke gøre brug af det i stedet for at gå klædt som en mand, replicerer hun.
At Berlin har særstatus i hendes indre kan også skyldes de tyske gener fra moren, mener Lykke Friis. I hvert fald er interessen for det tyske ophav ikke blevet mindre, siden hun døde af Alzheimers og Parkinson som kun 58-årig i 1999.
“Uanset hvilken alder, man mister sin mor i, tror jeg det rammer utroligt hårdt. Men man slipper aldrig rigtig tanken om, hvor uretfærdigt det er, at man skal miste sin mor så tidligt. Min mor var der jo altid. Selv da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg altid tage hjem til hende igen, så det satte gang i mange tanker, da jeg mistede hende. Og pudsigt nok kan jeg godt se, at min relation til det tyske nok er lidt en tryghedserstatning for hende. At rejse i Tyskland, som vi gjorde, da vi var børn, er lidt som at vende tilbage til det gode, gamle der var engang. De senere år har jeg læst utroligt meget tysk litteratur, og min interesse for det tyske er meget større end tidligere, og det er nok min måde at holde fast i hende på.”
Af samme grund har Lykke Friis sagt ja tak til at være sprogambassadør i grænseregionen. Fordi hun elsker det tyske og al den mangfoldighed, der findes i Tyskland - uanset om det er på supermarkedshylderne eller på den kulturelle scene. Hun håber, at hun kan være med til at åbne flere øjne for de muligheder, som vores naboland byder på.
“Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi lærer unge mennesker, at de skal være åbne overfor verden udenfor vores egen lille andedam. At verden er spændende, og at vi er en del af den. Det er også det, jeg håber, Københavns Universitet er kendt for, når min kontrakt udløber,” siger hun. Hvad der skal ske med de vidtrækkende ambitioner til den tid, tør hun end ikke gisne om. Måske bliver der plads til forskningen igen. Måske mere familieliv. Måske noget helt andet.
”Jeg er ikke er typen, der har travlt med at langtidsplanlægge. Jeg synes, det er vigtigere at være åben overfor de muligheder, som pludselig viser sig for én, hvis man holder øjne og ører åbne. Jeg er drevet af entusiasme, og den skal altid have en fremtrædende plads i min hverdag. Vinger på skulderen og flotte titler får aldrig mig til at sige ja tak til noget.”
Fakta
Lykke Friis: 40 år, ph.d. og prorektor på Københavns Universitet Gift med chefrådgiver Peter Warming Bor privat på Dr. Abildgaards Allé på Frederiksberg Tidligere centerforward på HIKs kvindehold Gik bl.a. på den tyske Sankt petri Skole i København og blev student fra Øregård Gymnasium Uddannet kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet Ph.D. i international politik og Master of Economics fra London School of Economics. Har tidligere været fuldmægtig i Industriministeriet, seniorforsker og forskningschef hos DUPI og europapolitisk chef hos Dansk Industri.
Bragt i magasinet Appetize, september 2006
